MAD & DRIKKE

Ubat Veggie: En ny (og den eneste) vegetarisk og vegansk café er åbnet i Aalborg

Torsdag den 18. januar slog Ubat Veggie for første gang dørene op i deres nye smukke restaurant i Vesterå. Ubat Veggie er den første (og for den sags skyld også den eneste) 100 % vegetariske og veganske restaurant i Aalborg.

Jeg er hverken vegetar eller veganer, og jeg har egentlig heller aldrig overvejet at blive det for en stund, men jeg kan godt lide tanken om, at man skåner miljøet og dyrene ved at spise mindre kød i hverdagen. Faktisk spiste jeg jo slet ikke kød i min graviditet. Jeg kunne simpelthen ikke få det ned! Til gengæld drak jeg virkelig meget rød slush ice, og spiste virkelig mange mælkesnitter og flødekartofler (typisk ikke i samme ret vel at mærke).

Til trods for at jeg hverken er vegetar eller veganer, synes jeg nu stadig, at jeg kan vurdere, om et måltid som dette er godt, og dét var det i den grad. For det første præsenterede det sig virkelig godt på tallerkenen, og dét step er altså ret vigtigt for en meget visuel person som jeg. Dernæst smagte det heldigvis lige så godt, som det så ud. Selvom det jo bare er en avokadomad og et spejlæg, var det krydret og nusset om med de helt rigtige ingredienser, som gjorde maden lidt mere spændende, end hvis jeg selv havde kreeret i køkkenet.

Åbner kl. 8:00 hver tirsdag til lørdag


Restauranten åbner allerede kl. 8:00 hver tirsdag – lørdag, og er altså det oplagte sted at nyde sin morgenkaffe, læse med din studiegruppe, eller vente på du sådan rigtig vågner op og skal på job. Der er faktisk virkelig få restauranter og caféer i Aalborg, der åbner så tidligt, så jeg er glad for, at jeg kan spise min morgenmad og drikke min morgenkaffe hos Ubat Veggie fra morgenstunden.

Ubat Veggie har altid 3-4 veganske retter på menukortet. Derud over tilbydes 3 studenter-vegetarretter; en suppe, en grød eller et “måltid” inkl. en flaske vand med eller uden brus til 100 kr. Eller du kunne måske fristes til at snuppe dagens 3 retter til 250 kr?

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide, om du mon er vegetar, veganer eller noget helt tredje? Eller nyder du engang imellem kødfri dage ligesom jeg? Eller nyder du en stor rød bøf engang imellem?

 

Ubat Veggie
Vesterå 5
9000 Aalborg

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *